5. Daniel Stern

Stern (1934 - ) er psykiater og uddannet psykoanalytiker i USA. Han arbejder nu i Schweiz med behandling af børn og forskning i det spæde barns psykiske liv.

Stern kombinerer psykoanalytisk teori med den empiriske udviklingspsykologi, men psykoanalysens ”konstruerede barn”/ ”kliniske barn” udfordres med denne nye teori om ”det observerede barn”, idet Stern bygger på de sidste 20 års empiriske undersøgelser af spædbarnet.

Den empiriske forskning i spædbarnet er nærmest eksploderet de sidste 20 år, m.h.t. metoder og indlevelsesevne og fantasifulde fremgangsmåder i forbindelse med observationerne, så man siger, at de to første år af livet i dag er de bedst undersøgte og beskrevne.

Nye begreber som Stern tilføjer udviklingspsykologien

1) Vitalitetsfølelser (et begreb der skal indfange den intensitet, der med varierende styrke er en del af følelseslivet, sideløbende med eller ud over de kategoriale følelser som sorg, glæde, vrede etc. De er forbundet med vitale områder, der forbindes med spænding og afspænding, som fx sult, åndedræt, holde igen og give slip etc. Vitalitetsfølelser kan beskrives med billeder, der udtrykker graden af og formen for intensitet, fx brusende, blegnende, eksplosiv, bølgende).

2) Amodal perception (en ny viden om barnets perceptive evner man er kommet frem til, nemlig at barnet er i stand til at oversætte fra en viden, der er opnået gennem en sans (f.eks. med bind for øjnene at have fået en nubret sut i munden) til en anden sans (fx efterfølgende at kunne skelne den nubrede sut fra en glat sut - alene ud fra synssansen).

3) Desuden taler Stern om de såkaldte RIGs, d.v.s. Repræsentationer af Interaktioner, der er blevet Generaliserede. Med andre ord det typiske fra barnets forskellige samspilsoplevelser, der efterhånden afbildes som repræsentationer i hukommelsen som generaliserede minder, der væves ind i hinanden til et samlet indre billede på en selvregulerende anden (måder at være sammen med en anden på). Man kan f.eks. tale om en amme RIG, en intimitets RIG, en grænse RIG, en selvstændigheds RIG etc.

4) Ud over det nævnte er Stern blevet mest kendt for teorien om samstemthed / affektiv afstemning (fx når forældren med udbrud og kropssprog afstemmer sig med barnets åbenlyse fornøjelse ved at kaste en ting på gulvet). Affektiv afstemning iagttages fra ca. 9-måneders alderen.

5) Sterns teori om selvet der udvikler sig fra fødslen i tilknytning til forskellige relateringsområder. Flere og flere nuancer føjes til selvet på forskellige stadier, der har et begyndelsestidspunkt, men ikke et afslutningstidspunkt, eftersom de udgør livstemaer.

Omkring 0-2 mdr. opstår det gryende selv i den gryende relaterings domæne.

Omkring 2-7 mdr. dannes kerneselvet i kernerelateringens domæne.

Omkring 7-15 mdr. dannes det subjektive selv i den intersubjektive relaterings domæne.

Omkring 15-30 mdr.dannes det verbale selv i den verbale relaterings domæne.

Omkring 30 mdr. opstår oplevelsen af det fortællende selv.

Selvets udvikling i relateringsområder – trin for trin

Det 0-2 måneder gamle barn befinder sig i det gryende relateringsområde og er ved at danne et gryende selv. Barnet er aktivt og udforskende i forhold til sine omgivelser og vil i sin søgen og oplevelse af relateringen til moderen - typisk via ammesituationen og lignende - opbygge en psykisk model for, hvad det vil forvente af nære medmennesker.

Kerneselvet udvikler sig i 2-6 måneders alderen i kernerelateringens område igennem det sociale smil, pludren og øjenkontakt, der holdes i længere tid af gangen. Kontakten mellem mor og barn beskrives af Stern som en ansigtsduet, der i bedste fald lærer både mor og barn empati og kendskab til hinandens grænser. Gennem den intense her og nu kontakt skabes grundlaget for det sociale samspil, hvorpå sproget senere bygges.

I Det subjektive selv udvikler sig i 10-15 måneders alderen i det intersubjektive relateringsområde.

Barnet erfarer på dette alderstrin - uden om det verbale sprog – at dets egne private sindlandskaber er usynlige for andre, men kan deles med andre i en fælles oplevelse, som f.eks. begejstring. Barnets nærmeste studeres opmærksomt og hypersensitivt, hvorved barnet får en erfaring i, hvilke følelser der matcher dets nærmeste, og hvilke der træder udenfor. Måden, forældre intuitivt bidrager til samstemthed med barnet på, er med stemmens rytme og tonefald samt med kropssproget generelt, at sætte lyd og mimik til den følelse, den voksne oplever barnet give udtryk for.

Det verbale selv udvikler sig i 15-30 måneders alderen i det verbale relateringsområde.

Med udviklingen af sproget får barnet mulighed for at reflektere over sig selv (mig/dig, min/din), for at associere (pinden er en bil), for at strukturere tiden (bagefter..) - alene eller sammen med en anden.

Det er vigtigt, at barnet i det store og hele oplever en nogenlunde stabil sammenhæng mellem dets følelser og erfaringer, og de ord disse udtrykkes med, for at skellet mellem selve oplevelsen og ordene for oplevelsen ikke bliver for stort eller direkte modstridigt.

Omkring 30 måneders alderen opstår det fortællende selv.

Når barnet er 2½-4 år begynder det at fortælle historier om dets eget liv. Gennem de historier det fortæller om sine oplevelser i hverdagen med søskende, kammerater og forældre etc., er barnet aktivt i gang med at skabe sin identitet. De mange historier er som et laboratorium, hvor selvidentiteten udvikles.

Stern sammenlignet med Mahler, Freud og Piaget

Det skal understreges, at Sterns hypoteser er baseret på barnets kognitive (bevidsthedsmæssige og perceptive egenskaber) egenskaber, mens f.eks. Mahlers teori bygger på barnets affektive sider. Barnet er kognitivt i stand til at skelne sig selv fra moderen, før det er i stand til at klare sig følelsesmæssigt uden hende. I og med at Stern baserer sin teori på den kognitive konstansopfattelse, barnet har meget tidligt, giver hans hypoteser et helt andet billede af det 0-3 årige barn end Mahlers hypoteser, der fokuserer på den affektive konstansopfattelse.

Som psykoanalytiker ligger Stern i øvrigt ifølge eget udsagn tættest på objektrelationsteoretikerne Melanie Kleins og Margaret Mahlers udviklingsteorier.

Med Sterns syn på barnet problematiseres Freud og andres stadieteori, Freuds teori om at barnet med sine ubevidste fantasier ifølge lystprincippet kan fordreje realiteterne (Sterns argument er, at de fordrejninger af realiteten børn har, før de får sprog, kommer fra de voksne) og Mahlers begreber autisme og symbiose.

Piagets teori om sansemæssig erkendelse peger på, at hver sans udvikler sig selvstændigt, hvorfor den pædagogiske opgave hidtil er blevet anset for at være sansemæssig stimulation som forudsætning for, at de forskellige senso-motoriske skemaer kan forgrene sig. Denne del af Piagets teori problematiseres af den nyere forsknings konstatering af, at barnet har evnen til amodal perception.

Den nyere udviklingspsykologiske forskning har i øvrigt vist, at barnets evne til objektpermanens (indre repræsentation) ikke ligger fast ved 1-årsalderen (Piaget), men allerede i 3,5 måneders alderen.

Sterns menneskesyn

Med ”det observerede barn” sætter Stern fokus på det aktive og kontaktsøgende selv, som fra livets begyndelse åbner sig mod verdenen.

Barnets bevidsthed, som af Freud er blevet forbundet med real-jeg’et, af Mahler med differentieringsfasen, af Lacan med spejlstadiet, af Kernberg med integrationen af selvet, er hidtil blevet anset for at opstå langt senere end i Sterns teori, hvor bevidstheden beskrives som en gradvis udfoldelse fra livets begyndelse.

Stern understreger desuden relateringens betydning for både barnets og de nærmeste plejepersoners udvikling.

Stern har som andre psykoanalytikere teorier om psykopatologiske forhold. Han taler om, hvordan man kan genkende relateringsområderne og problemer i forbindelse hermed hos voksne, men denne del af hans teori er nedtonet i forhold til almenudviklingen.

Kilder:

Mogens Brørup et al."Den nye psykologihåndbog" (Gyldendal Uddannelse, 2000)

Daniel Stern: "Et spædbarns dagbog" (Hans Reitzel, 1991) (Indlevelse i barnets udviklingstrin)

Daniel Stern: "Barnets interpersonelle univers" (Hans Reitzel, 1991) (Teori om barnets udvikling)

Daniel Stern: "Moderkonstellationen" (Hans Reitzel, 1997) (Om psykoterapi rettet mod det 0 - 3 årige barn og dets forældre)

Daniel Stern: "En mor bliver til" (Hans Reitzel, 1999) (Indlevelse i den nybagte moders udvikling)